Jeg flyttede fra et Helios – og fik et nyt!

For nogle år siden flyttede vi fra landet til København og bor nu 10 minutter på cykel fra Amalienborg. Vi forlod en kæmpestor landbohave, hvor vi bl.a. havde en smuk parterrehave med et af de første Helios drivhuse fra Pavillon Danmark.  Det var svært at forlade! Heldigvis hørte der en lille have på ca. 850 kvd.m. til vores nye bolig i København. Den var dog helt uinteressant. Jeg vidste, at jeg ville lave den om til et paradis! Der skulle være mange små rum adskilt af hække og forbundet af stier og lige linjer med kig fra rum til rum. Der skulle være drivhus og skur - og lukket for indblik udefra. Endelig skulle der være et springvand, da lyden af rislende vand hører med i et paradis. Huset er fra 1867 og er blandt Københavns ældste villaer. Haven skulle passe til huset uden at være en museums-have.

Hurtigt fik jeg en havearkitekt til at lave planen til ny have ud fra mine egne ideer. Flere somre gik med at rydde op i alt det grimme og uplejede på grunden. Jeg flydte den ene kæmpe container fra kommunen efter den anden. I mellemtiden lavede vi om på havearkitektens plan, og venner, der var arkitekter og kyndige havefolk, blev blandet ind i ideerne, og efterhånden tegnede der sig en detaljeret plan, som vi kunne få anlægsgartner og tømrer til at arbejde ud fra. I august 2011 gik vi i gang med den nye have. Jeg tømte alle bede for stauder, som overlevede i måneder i potter og kasser.

Det nye drivhus, som kom i januar 2012, er selvfølgelig et Helios ligesom det gamle. Men hvor det gamle var grønt og med pynt på taget, som passede til den gamle landbo-have, så skulle det nye passe til den villa, vi nu havde fået. Den er grov og rustik, og selvom den oprindeligt har været i gule mursten, er den nogle steder næsten sort af snavs efter halvandet århundrede i storbyens sod og os.

Det nye drivhus skulle ikke være pyntet, men for alligevel at give det lidt gammel stil, valgte jeg tætsiddende sprosser i antracitgrå, så farven passede til villaens snavsede mursten. Dets gulv er hårdtbrændte genbrugs-mursten, der oprindeligt har været gule ligesom villaens, men nu er grålige og snavsede. De ligger i skaktern. De øvrige betonfliser i haven er også kvadratiske, så formen går igen.

Drivhuset er naturligvis nøje placeret ind i haveplanen. Gavlen med indgangsdøren ligger for enden af tre terrasser, hvoraf de to er meget små; anden terrasse er cirkelrund og har springvand i en haveurne fra omkring 1900.

Den lille terrasse tættest på drivhuset er kvadratisk og har gulv magen til drivhusets. Med tiden skal fire espalierede æbletræer danne vægge rundt om terrassen, så de bliver til et lille æblelysthus med åbning til alle fire sider.

Kigger man ned gennem terrasserne, står drivhusets gavl point de vue og blikket går gennem døren ind på endevæggen, hvor der står en opstilling.

Indefra drivhuset ser man ned gennem de tre terrasser, der efterhånden vil blive lukket som rum af lave bøgehække, men med åbning til kig og passage.

I drivhuset vil jeg kun have få materialer og farver, så det ikke bliver en rodebutik. Bordene på endevæggen er fra Ikea; jeg har malet dem i linoliemaling i samme farve som drivhusets sprosser. De har arbejdshøjde, så jeg kan stå op og så, prikle og plante ved dem. I skufferne er værktøj og på hylderne ekstra potter.

Drivhusets sydfacade ligger parallelt med skuret; de to huse er lige lang, så de danner vægge i et haverum. Næste år skal skuret males i samme antracitgrå farve som drivhuset. Den tredje væg udgøres af naboens garage; her har jeg plantet masser af klematis, så væggen med tiden bliver grøn ligesom hækken, der skal gro op bag drivhuset. Imellem drivhus og skur skal der være et frodigt staudebed, som kan nydes inde fra drivhuset.

                          

Alle havens bede og terrasser er indrammet af nedsænket, rustent båndstål, så jord og stabilgrus holdes adskilt; derfor har jeg valgt også at bruge båndstål omkring den terrasse, drivhuset står på. Her er det dog synligt, da terrassen er hævet et trin fra det omkringliggende terræn. Det grove, rustne båndstål er flot til de gamle mursten på gulvet og grovheden i vores gamle villa. På de tre af drivhusets sider rager terrassegulvet ud i en halv meters bredde. Her er der plads til potter med agapantus.

Bagtil støder drivhuset op til naboens parkeringsplads, da vi har været nødt til at udnytte den lille have optimalt. Det er ikke særlig charmerende, så længe vi venter på, at den nyplantede bøgehæk skal vokse sig stor for at skjule bilerne og skabe intimitet i haven. Derfor har jeg malet glasset bagtil i drivhuset med skyggepasta, så der ikke er udsyn og indblik fra de mange mennesker, som færdes overalt i København – også der, hvor de kan nyde synet ind i vores have.

Og hvad skal vi så bruge drivhuset til? Ikke til noget! Det er ikke tanken, at jeg skal dyrke grøntsager, citrusfrugter eller eksotiske blomster. Jeg har tomater, citronverbena, basilikum, aubergine, peberfrugter, e oliventræ og en kumquat; og jeg sår planter, som det er tanken, jeg vil plante ud i haven. Men jeg lader mig ikke stresse af det. Hvis de små spirer aldrig bliver plantet ud – så er det OK. Drivhuset er der, fordi det er dejligt at gå ind i for at indsnuse den særlige duft i et drivhus, for at være i solvarmen i læ for kulde og blæst, for at sidde og drikke en kop kaffe og kigge ud i haven eller at stå og nippe lidt i tomaterne … ja, bare at være der. Der er en særlig fred i et drivhus. Og jo, der er én ting, det skal bruges til: alle mine fine terrakottapotter samlet over årtier skal overvintre i drivhuset. De skal stå tørt, så de ikke revner af fugt, der udvider sig i frostvejr. Huset er meget smukt, når det er helt stoppet til med buxbom i potter.

Tekst og billeder fra dette indlæg er fra en af Pavillon Danmarks ambassadører, Lone Rahbek.