søndag den 8. december 2013

Lys i en mørk tid

Vi nyder vores Junior Orangeri hele året.... Også om vinteren, hvor mange ellers lukker deres "glashuse" ned indtil næste forår. Men hvis man aldrig har oplevet hvor smukt og hyggeligt man kan lave det derude... så falder det måske heller ikke naturligt at lave det "vinter-hygge-klar".


Vi bruger masser af lys ved vores lille orangeri. Masser af levende lys i lanterner og store glas, og lyskæder i krukketårne og selvfølgelig et juletræ. Lysene giver et fint genskin i glasset, og hvis man er heldig der er frost eller sne, ser man et fantastisk genskin. Ja lys - og særligt levende lys, giver en helt særlig magi til et drivhus.


Her i vinteren står vores krukketårne jo alligevel tomme..... Så det var oplagt at give dem nyt liv, med nogle lyskæder. Nu flankerer de siden af orangeriet med masser af lys, og masser af "jul". Sammen med en krukke med buksbom og her et lille kors - har vi en fin havedekoration.


Inde i orangeriet bruger vi også lys. På bordet står en adventsstage, og i loftet hænger en lanterne. Levende lys brænder ikke nær så hurtigt, når de er ude i kulden - så almindelige stearinlys kan nogle dage brænde fra midt eftermiddag til sen aften.


Men selvfølgelig skal man tænke på brandfaren, så brug fornuftige stager eller sylteglas til bloklys. Ikke dekorationer hvor lysene kan brænde ned og antænde noget


Lys i haven, og et oplyst drivhus giver en fin "rum-fornemmelse" i haven. Det er ikke kun mørkt og koldt - man kan se sine uderum inden fra de varme stuer. Alt andet er jo egentligt synd. Vi syntes man skal nyde sin have og sit drivhus alt hvad man kan - også når det er for koldt til at være derude.


Vi håber, at vi ved at vise jer vores "oplyste" Junior Orangeri, har givet nogle af jer lyst til selv at prøve. Vi er nemlig ret sikre på, at når I selv har prøvet... så kan I slet ikke lade være. Et lys-udsmykket drivhus er nemlig vanedannende - og bliver en fast del af din have.

*Fortsat god 2. søndag i advent*
Mange hilsner fra Jesper & Susan Durup, Viborg

onsdag den 27. november 2013

TANTE GRØNS DRØMME AF GLAS

En føljeton om en drøm, der går i opfyldelse.



Det stof drømme er gjort af, er glas. For mit vedkommende, har drømmen om et orangeri, stået på i flere år. Drømmen var stædig, vedholdende og insisterede på, at blive gjort til virkelighed. Jeg havde brug for et glashus. Jeg er havemenneske med stort H, og med et glashus ville jeg, være i stand til, at forlænge havesæsonen både forår og efterår. I årets mørkeste måneder, har jeg tendens til træthed og et glashus ville også kunne fungere som lysterapi-rum for mig. Der blev drømt mange drømme, tænkt mange ønsketanker og bygget mange imaginære væksthuse.

Den, der venter på noget godt, venter aldrig forgæves. En dag opstod muligheden for, at blive den lykkelige indehaver af et orangeri. Markedet blev gransket dybt og indgående. Til sidst faldt valget på et hvidt GIGANT orangeri fra Pavillon Danmark. Orangeriet skulle opføres på et allerede eksisterende terrassefundament. Den placering gav os nemlig mulighed for, at kunne gå direkte fra køkkenet og ud i glashuset. Samtidigt ville orangeriet kunne fungere som en slags tilbygning til vort gamle hus fra 1930 og forøge vort boligareal med 20 m2.

Mureren blev hidkaldt og der blev muret en 66 cm høj sokkel. Så langt så godt..............

Ugerne op til leverancen af orangeriet var fyldte med spænding og forventningsglæde.
Pludselig en dag, var ventetiden forbi. Orangeriet blev leveret. Det stod og fristede og pirrede nysgerrigheden, som en uåbnet  julegave. En GIGANTisk julegave. Min mand og jeg glædede os, som små børn til at få besøg af montørerne.


Hvis nogen skulle være i tvivl, om julemanden findes, så kan jeg oplyse, at det gør han. Og det vil sikkert overraske mange, at der ikke blot findes een, men hele to julemænd. Men det gør der!  Den ene hedder Johnny, og den anden hedder Kim. De er ansat hos Pavillon Danmark, og deres job består i,  at drage ud i det ganske danske land og gøre folk glade.  De dukkede op lige præcis en måned før juleaften. Det var helt fantastisk at se dem, pakke glasdrømmen ud og begynde at montere den Jeg var dybt imponeret over deres arbejdstempo og professionalisme. Man skulle næsten tro, de havde prøvet det før:o)

Kære Julemænd.
Tusind tak for den bedste julegave, jeg nogensinde har fået...



Enhver virkelighed starter med en drøm. Her er min GIGANTiske orangeridrøm blevet en realitet og jeg har knebet mig selv så meget i armen, at jeg er fuld af blå mærker. Til sommer skal arealet uden omkring orangeriet laves om, så have og glashus bliver integreret på en god måde.

Nu starter alt det sjove med planlægning af indretning...


Før indretningen kan påbegyndes, skal der lige lægges gulv. Valget faldt på 100 år gamle og meget rustikke mursten i svagt rosa og sandfarvede toner. De giver et gyldentvarmt udtryk. Vindueskarmen består af samme brugte mursten. Jeg glæder mig til at komme i gang  med at nipse i de dejligt store vindueskarme. Pyntesygegenet ER begyndt at røre på sig. Indretning af orangeriet bliver et vinterprojekt, som jeg virkelig glæder mig til.

To be continued...

Varme hilsner fra Tante Grøn

torsdag den 14. november 2013

35 år med drivhus...

Billeder af vores første sommer her i driverhuset, vi nyder det bare SÅ meget.






Vi har boet tre steder og haft fire drivhuse, altid hjemmebyggede træhuse placeret i køkkenhaven til grønsagsdyrkning.


Det sidste hus har de seneste år været i smukt forfald, og vi har derfor talt meget om hvad vi skulle gøre NÅR... – vi er selv blevet ældre og sidder lidt mere...... Uha der har været mange overvejelser..... Udestue, orangeri eller....

Den endelige beslutning blev et vedligeholdelsesfrit driverhus tæt på boligen, med plads til alle de skønne gamle planter vi har erhvervet os gennem årene, lidt tomat, agurk og rigtig meget hygge.


Da beslutningen var taget i foråret, kontaktede vi PAVILLON DANMARK  - vi kunne nu se frem til at modtage huset i oktober.........Hhmmm det lød som rigtig lang tid....

Det viste sig at blive en fordel med god tid til forberedelserne. Vi bor i kuperet terræn og har derfor fået gravet ud i skrænten, hvor huset skulle stå og som ekstra bonus dannes der naturligt en solgryde/læ-terrasse mellem bolig og drivhus.


Samtidig fik vi vand og strøm ført med ind under terrassen hvor huset skulle stå. Vandværksvandet løber op i en tønde på 220 liter som bliver varm i løbet af dagen og virker som radiator om natten.


Foran på tønden kan vi tappe opvarmet vand til kanden eller bruge direkte vandværksvand fra slange i og omkring huset (se på billedet hvor lidt vandtårnet dominerer)

Vi har selv opsat huset. Det tog et par dage med hjælp fra en god nabo. Vi havde èt enkelt uheld med en knust rude – det blev hurtigt afhjulpet – Susanne sørgede for vi fik leveret nyt glas indenfor 2 dage.

Vi har sat stikkontakter flere steder langs sokkel til støvsuger, elovn, hyggelampe eller hvad vi nu får brug for...


Mange krydderurter holder sig vinteren over, men der er mørkt når du skal bruge dem til aftensmaden, så er det rart lige at tænde på kontakten........klip, klip - MUMS!


Mindre en 1 måned gammel er huset nu trykprøvet af efterårets første storm med kraftige vindstød  - no problem....!


Selvom huset først stod færdigt i uge 41 og sæsonen er lidt på hæld, er vi allerede meget glade for det og glæder os helt vildt til det bliver forår og vi rigtig kan komme i gang med at så krydderurter og prikle stiklinger af eksotiske planter.

Hilsen to tilfredse drivhusentusiaster

fredag den 4. oktober 2013

Lykkelig...


Jeg er den lykkelige ejer af et Helios Moderne Orangeri - 14,5 m2 fra Pavillon Danmark.


Mine fingre har aldrig været grønne. Nu er de blevet lykkelig grønne. Takket være orangeriet.


Hele sommeren er der høstet forskellige tomater med den mest vidunderlig smag.
Små agurker, meloner,citroner,figner, de dejligste krydderurter og ikke mindst smagfulde druer som er nydt af store og små.



Timerne hvor solen bagte og duften af varme tomater mødte mig, gjorde mig lykkelig og ikke mindst det, at jeg kunne fylde salatskålen med mine små " vidundere".

Nu har jeg høstet de sidste tomater og gjort " vinterklar" til efterårshygge. For i orangeriet er der stadig dejlig lunt og der er nu plads til skind og stearinlys.


Ynglingsstolen har nu fået bedre plads - bogen om drivhusvækst ligger klar .
For nu skal der tænkes forår 2014.


De grønne fingre - alias Jane Kate Sørensen

fredag den 2. august 2013

Skøn ro i drivhuset



På en dejlig sommerdag som vi har i øjeblikket nyder jeg at sidde i drivhuset om morgenen og indtage min morgenmad. Om dagen er det lidt varmt men om aftenen er her skønt køligt og jeg sidder i min lænestol og kigger op i himlen - det er da skønt.




Jeg havde jo besøg af stylist Pernille Albers som hjalp mig til at få gjort orden i drivhuset - ud med det hele og sorter og ind med det som duede og lidt maling af æblekasser osv - det er jeg bare så glad for.




Til sidst en varm sommerhilsen til jer alle - pas godt på hinanden

Lone Nijenkamp

mandag den 24. juni 2013

Viktorianske ønsker



I 2011 modnedes tanken om i vores have at etablere et drivhus efter engelsk mønster.

Vi havde på udstilling i Haveselskabets have på Frederiksberg set et mindre drivhus med Viktoriansk forbillede og udført i træ på muret vægparti, en grundide vi faldt for. Med en pris på omkring 180.000 kr. for et hus med plantekummer på hver side af en smal gang var det imidlertid helt uanvendeligt til at opfylde vore tanker om en kombination af planter og driverliv.


Vi mistede ikke modet og i maj 2011 besøgte vi Chelsea Flower Show i London, verdens største af sin art, som rummer alt hvad hjertet kan begære inden for The Horticultural. Det var en stor oplevelse, men bekræftede os i at Viktorianske drivhuse har en markant høj kvadratmeter pris.


Hjemkommen startede vi derfor en rundtur til forskellige forhandlere i Danmark og Sverige og så på muligheder og løsninger. Herunder fandt vi i december 2011 vej til Odense og Pavillon Danmark, som kunne levere en konstruktiv stiv og stabil aluminiumsløsning med halv sprosseafstand og som kunne monteres på muret basisvæg. Vi indgik derfor aftale med PDK om levering af 20 m2 drivhus med forskellige specielle løsninger.


Etableringen udførtes af bygherren, men murudgaven stiller krav til håndværksmæssig faglighed og anbefales normalt udført af PDKs montører. Efter besøget i Odense tog vi til firmaet Gamle Mursten i Svendborg, specialister i afrensning af gamle sten, og fandt frem til både mursten til væg og til gulv, netop med den patina som vi ønskede, ca. 1300 sten til mur og ca. 700 sten til gulv.


Da frosten gik af jorden sidst i marts 2012 gravede vi ud og støbte fundament og efter påske begyndte vi opmuringen af fuldstensmuren (halvstensmur kan ikke modstå vindkræfterne). Denne del af projektet kræver udførelse med stor nøjagtighed, da den efterfølgende montage ellers vil blive vanskeliggjort eller i værste fald blive umulig.

 
Montagen af PDKs leverance af profiler og glas udførtes dels ud fra medleverede vejledninger og dels med kommunikation med et engageret PDK, om de mere specielle løsninger.

 
Indretningen med planter, tomater, agurker og diverse krydderier, er etableret dels i PDK standard bakker og i krukker og potter. I driverdelen er der gammel jernseng bord og stole.
Driverhuset inklusive udendørs grus- og brostensbelægning stod færdigt ca. 1.juli  og blev straks taget i brug til en fornuftig indvielse.


Vi har stor glæde af vort driverhus som bliver flittigt brugt.

Med venlig hilsen
Per Cedervall Laursen

torsdag den 30. maj 2013

Flot kunstværk...

Jeg er den stolte ejer af et flot kunstværk af den fynske kunstner Jacob Herskind, der har udstillet sine flotte kreationer ved Galleri Nijenkamp siden påske i år.


Billedet er lavet på emalje og jeg glæder mig til masser af dejlige timer på terrassen, hvor jeg kan sidde og nyde maleriet.

Glade sommerhilsner Lone Nijenkamp

mandag den 20. maj 2013

Drømmer du om dit eget orangeri?



Pavillon Danmark har et utal af forskellige pavilloner, der kan indrettes til et orangeri.
Pavillonerne kan også benyttes til et yndigt tehus, hvor kaffen eller teen kan nydes!



 Hvis du går og drømmer om at købe en pavillon kan du tage forbi Odense havn.

Her udstiller Pavillon Danmark et af deres søde junior orangerier.
Det sker i forbindelse med havnekulturfestivalen som afholdes fredag den 31 Maj til Søndag den 2 Juni.
På pladsen omkring det gamle havnekontor-Londongade 1 har Kunstfabrikken stort Design marked.
Det er her du finder Pavillon Danmarks orangeri


Stylist Pernille Albers har pyntet det lille orangeri med forskellige planter.
På kunstfabrikkens marked kan man få inspiration og købe planter med hjem.
Kig forbi til en hyggelig dag!

se mere på facebook: Kunstfabrikken



onsdag den 15. maj 2013

Gensyn efter 50 år

Vi har et utroligt dejligt orangeri med direkte udgang fra huset.


 
 
Det blev opført i marts - april 2009.
 

 
 
Vi bruger vores orangeri rigtig meget - både sommer og vinter.
 

 
 
Med så meget sne må vi heller lige fjerne noget af det - selvom det ser så idyllisk ud.
 
 
 
Juletræet kan lige få lov at stå lidt længere...



For ikke så længe siden blev vi kontaktet af Pavillon Danmark, som havde en kunde, der var interesseret i at se et orangeri, og de spurgte om vi ville vise vores frem. Det ville vi utroligt gerne - og tænk sig - det viste sig, at personen der kom, var en gammel klassekammerat, som vi ikke havde set i over 50 år. Dejligt gensyn!

 
Vi har nydt vores orangeri utroligt meget og er yderst tilfreds med det hele, også vores gamle kat Sophie på 23 år elsker orangeiet.

 
 
Venlige sommerhilsner fra Vera & Lars Nørgaard-Larsen, Sindal